Jeg er kedelig, jeg ved det jo godt. Eller det er jeg blevet. Da jeg var ung flyttede jeg hele den lange vej fra sønderjylland og ind til hovedstaden fordi der skulle ske noget. Den lille provinsby, Sønderborg jeg er født og opvokset i, var ligesom blevet alt, alt for lille. Jeg ville ud i verden og prøver mine kræfter af, se om jeg kunne klare mig selv. I næsten ti år gik det godt. Jeg klarede min uddannelse, fik et arbejde, venner og gik rigtig tit i byen og havde det fantastisk. Jeg delte en lejlighed med 3 andre piger, og selv om vi havde de sædvanlige skænderier om opvask, rengøring og herrebesøg, så var det rart ikke at bo helt alene. Fuld fart, og bremsen i bund.
Et skarpt hjørne
Men alderen trykker allerede når man er ung. Efterhånden som jeg begyndte at nærme mig de 30 år, kunne jeg mærke et større og større behov i mig selv. Ikke så meget for at få en kæreste. Jeg havde nogle bollevenner jeg kunne ringe til hvis det var det jeg ville, men også en masse venner til bare at give et kram eller en snak. Børn, det var børn jeg ville have – så derfor syntes jeg også at jeg ville have en fast partner. Børn har brug for en far.
Nu næsten 20 år senere, er der ingen der kan gætte at jeg engang har været en party pige. Jeg går på arbejde, og når jeg kommer hjem, laver jeg mad og ser tv i pakker. Jeg er storforbruger af fiberbredbånd, billigt tv og alt hvad der har farver og striber. Jeg har fundet en god udbyder der lever fuldt op til mine mange krav. De hedder se.dk, du kan læse mere om dem her. For billigt bredbånd er ikke slet ikke ringere.
Selvom jeg er blevet en rigtig kedelig husmor, så overraskede jeg alligevel min 10-årige efternøler i går. Jeg har nemlig arrangeret, at vi på lørdag skal ind og høre en koncert med Rasmus Seebach, og bagefter spise aftensmad på LaLaLa. Så kedelig er jeg. Rigtig god weekend.